Færøerne: rå landskaber & magiske øjeblikke

Den tyske outdoor- og rejsefotograf Long-Hong Huang (@long.explorer) er kendt for sine spektakulære visuelle kompositioner. Med vores IBEX drog han ud for at udforske Færøerne – og vendte tilbage med fortællinger om tordnende brænding og brusende vandfald, stejle kystklipper og udsigter, der får det til at svimle.

Please accept marketing-cookies to watch the video. Cookie-indstillinger

Skotland ligger 400 kilometer væk i fugleflugtslinje, Island 470 km mod nord og Norge 630 km mod øst. Fra Danmark – kongeriget som de tilhører som et selvstyrende område – er der 1.000 km til Færøerne. Med færge er det dog en del længere. Tre kalenderdage går, før de 18 vulkanske øer løfter sig op af havet ved solopgang.

Oktober bringer den kraftigste nedbør – i et øhav, der statistisk set kun har omkring 30 solskinsdage om året. Temperaturerne kommer sjældent op i tocifrede grader. Hvorfor så tage til denne fjerne del af Nordatlanten på dette tidspunkt? For at føle sig virkelig levende! Long-Hong Huang drages af steder, der er rå og utæmmede.

Jeg tiltrækkes af steder, hvor landskaber er spektakulære på usædvanlige måder, hvor yderpunkter mødes. For mig betyder det golde nordiske regioner med fjorde, lodrette klipper og tårnhøje bjerge, endeløse ørkenstrækninger og tætte jungler, der virker uigennemtrængelige, men summer af liv.

Færøerne minder landskabsmæssigt om Island eller Skotland, men de er langt mindre vidtstrakte, og man oplever naturen på en helt anden måde. Øerne er kompakte og ligger tæt, så man hurtigt kan hoppe fra den ene til den anden. Hver ø har sin egen karakter, og på hver eneste finder man så mange markante steder og perspektiver, at man får lyst til at stoppe hvert femte minut for at tage udsigten ind.

Regnen får vandfaldene til at svulme op. Stejle, kraftfulde og mægtige styrter de ned ad bjergsiderne, med et drøn der kan måle sig med brændingen.

Fossá på Streymoy er øernes største vandfald i flere niveauer. Vi fulgte en sti op til det øverste niveau, indtil vi stod lige foran denne enorme væg af vand. Bruset er så højt og intenst, at jorden vibrerer, mens den fine tåge gennemvæder dig på få minutter. Man mærker den enorme kraft – og hvor lille man selv er i øjeblikket.

I oktober er der næsten ingen turister på Færøerne. Dybe brune nuancer smelter sammen med det lysende grønne græsdække. Fårene bliver hentet ned fra græsningsområderne.

Man møder ikke mange mennesker. For mig giver det en grundlæggende følelse af frihed. På fem minutter er man ude af den lille hovedstad og midt i bjergene. Ingen træer, vildt landskab, åbent hav. Man kan næsten ikke komme tættere på naturen.

En mystisk magi gennemstrømmer Færøerne og omgiver dig lige så konstant som skyerne.

Som om de er dryppet ind i landskabet, dukker de traditionelle træhuse med græstage frem. Et sceneri direkte fra en fantasyfilm. En mystisk magi gennemstrømmer Færøerne og omgiver dig lige så konstant som skyerne.

Men Færøerne er også ”måskelandet” – vejret er simpelthen uforudsigeligt. Derfor kan det betale sig at tage af sted selv i stormfuld regn. Chancen er stor for, at det klarer op – om så bare kortvarigt. På vores sidste dage åbnede skyerne sig faktisk, og fra klipperne ved Trælanípa på Vagar fik vi en surrealistisk udsigt over havet mod en sø – og kilometervis langs klipperne mod nordøst. Her oplevede vi en af de mest utrolige solnedgange, efterfulgt af nordlys. Som om denne mystiske verden havde gemt en afskedsgave til os…