Carola Favoino - SUNLIGHT Adventure Crew

Carola Favoino var et af de mest lovende downhill mountainbike-talenter i Italien. Alligevel lagde hun konkurrencekarrieren bag sig som 22-årig for at udforske cykelverdenen fra andre vinkler. Hun er talentfuld, hun er sjov, hun er reflekteret, hun er nysgerrig, og hun er det yngste medlem af vores SUNLIGHT Adventure Crew.

Caro, hvordan begyndte du med mountainbike?

Jeg voksede op i Milano – en ret flad by. Jeg prøvede mange forskellige sportsgrene som fægtning, ridning og skiløb. Men min far arbejdede i cykelbranchen: han ledede Gravitalia Squadra UCI MTB-teamet og organiserede den italienske DH-serie. Jeg tog ud og så nogle løb, men jeg var allerede 12 år, da jeg prøvede mountainbike første gang i Châtel. Egentlig gik jeg direkte til downhill. Jeg husker, at jeg blev overrasket, fordi jeg ikke havde forventet, at det var så fysisk krævende. Jeg kørte én tur og var helt udmattet.

Og så blev du et stort DH-talent…

Det var en slags on-off relation i flere år, før det blev mere seriøst. Mine forældre pressede mig aldrig, men støttede mig meget: team Mami og Papi… Og da jeg var 17, flyttede min far sin virksomhed – og os som familie – til Finale Ligure. Det løftede helt klart mit niveau, fordi det er det perfekte sted at træne hele året. Men det, der virkelig fik mig ind i sporten, var fællesskabet. Jeg mødte mennesker, fik venner, og alle opmuntrede mig til at fortsætte. Det er en stor familie.

Udover menneskene – hvad fangede dig ved cyklingen?

Det har ændret sig meget gennem årene. I starten havde jeg det bare sjovt og elskede adrenalinen. Det føles godt at presse sig selv ud af komfortzonen – især bagefter. Og man er ude i naturen og opdager nye steder. Men da jeg kom ind i international konkurrence, ændrede det sig. “Sjov” blev mere eller mindre bestemt af resultaterne. Og det kan være frustrerende, når resultaterne ikke matcher forventningerne. Jeg trænede, fordi jeg skulle træne. Så blev jeg skadet og så andre blive bedre, mens jeg selv skulle starte forfra.

Det lyder som et stort mentalt pres.

Ja, og derfor tog jeg en pause fra cyklingen som 22-årig. Det var virkelig svært. Jeg prøvede at leve et normalt liv, men det føltes mærkeligt. Jeg startede igen, bare for at opdage, at min plads ikke er i racing-verdenen. Nogle gange presser man sig selv ind i ting, der ikke er skabt til en. Jeg tror meget på positiv og negativ energi. Jeg fik negative signaler, der fortalte mig, at jeg skulle noget andet. I dag nyder jeg det meget mere, og mit niveau er vokset enormt gennem årene.

Og du er blevet en inspiration, især for kvindelige ryttere.

Jeg voksede op med at se op til mænd. Men nu er der flere kvindelige rollemodeller, og det er virkelig vigtigt for os kvinder. Jeg tror, der er en forskel i tilgang. Mange kvinder har en mere emotionel tilgang, det ser jeg også i undervisning. Det fungerer ofte bedre, når kvinder underviser kvinder. Drenge vil ofte vise tricks og køre hurtigt – og presse processen. Jeg guider meget i Finale, og kvinder har ofte mere kontrol og bedre teknik. Men jeg må sige, at i bike-miljøet bliver mænd mere og mere respektfulde og støttende over for kvinder. Langsomt ser brands og konkurrencer potentialet, med events som Red Bull Rampage, DH World Cup og Natural Selection Tour.

Du rejser meget nu. Hvordan inspirerer andre steder dig?

At rejse lærer dig enormt meget. Og det giver mig mulighed for at udvikle mig ved at møde mennesker med forskellige mentaliteter og tilgange. Men det handler ikke kun om cykling. Jeg har altid været meget nysgerrig. At møde mennesker med andre baggrunde giver mig masser af input. Jeg elsker Finale, det er mit rolige sted, hvor min familie er. Men jeg er meget aktiv og vil udvikle mig både fysisk og mentalt. Europa er så rig på historie og kultur. Det må vi ikke tage for givet, men udforske og omfavne.

Hvad elsker du ved at rejse i Camper Van?

At man virkelig kan leve “hjem er hvor jeg er”. At vågne op med en smuk udsigt giver mig en enorm følelse af frihed – og derefter kan jeg bare gøre mine egne ting. Og jeg elsker, at man er 100 % i nuet, men stadig kan være social. Når man camper med andre, bliver forbindelsen endnu dybere. Men jeg har ofte brug for tid til at bearbejde ting og være alene efter en dag på cyklen. Så jeg har mit eget rum til det.